Tidligt om morgenen, efter 21 døgn på søen fra Galapagos kan vi endelig skimte land. Fatuhiva, én af øerne i Marquesas, Fransk Polynesien, dukker op i morgengryet.
En kraftig regnbyge driver henover lige sydfor os så vi undgår at blive drivvåde.Så træder den smukkeste, klareste regnbue frem og viser os vej. Vi skal lige runde det nordvestlige hjørne af øen så er vi ved Hanavave (Baie des Vierges) – Jomfrubugten.
Når man sejler fra Galapagos eller Panama mod Fransk Polynesien er Marquesas og specielt Fatuhiva en yndet landgangsdestination. Mange sejlere har i tidens løb haft netop Hanavave som det første sted de kastede anker efter ugevis på vandet. De har videreført historier om den magiske smukke bugt som noget helt overnaturligt skønt man bare må opleve.
Officielt kan man ikke checke ind på Fatuhiva, man skal gå til enten Nuku Hiva eller Hiva Oa, men fristelsen er for stor for mange – også for os.
Vi blev ikke skuffede. Øen ligner ikke noget vi nogensinde har set før. Høje, grønne bjergsider omkranser bugten. Store karakteristiske bjergformationer stikker ud både tæt på og langt væk. De ser ud som noget der er formet af kæmpestore menneskehænder. Nogle af dem er faktisk gigantiske falloser som gav bugten sit oprindelige navn – Baia des Verges (penis-bugten) – før kristne typer omdøbte den til noget mere kysk.
Hele landskabet er vildt at se på. Som om skaberen – hvis der altså var en sådan – havde brugt det som en legeplads til at teste forskellige former og ideer. Det er svært at vurdere afstande. De hvide klatter man ser på den grønne baggrund, er det blomster tæt på eller er det geder langt væk. Kan man lige smutte op på den grønne bakke eller er det en dags-rejse til fods.
Der ligger en lille landsby i bugten. En butik sælger lidt frost- og tørvarer og et udvalg af ispinde. Efter 3 ugers sejlads er det velkomment for besætningen. Man kan tappe lækkert drikkevand fra en hane på kajen.
Vi finder ud af at planlægge en middag hjemme hos Poi og en tur med ham til den anden landsby på øen hvor en af butikkerne kan tilbyde kontanter oveni når man handler.
Der er ikke som sådan nogen restauranter, men flere lokale tilbyder middag hjemme hos dem selv hvis man aftaler det dagen før. Det viser sig at være meget udbredt på Marquesas at foretagsomme folk driver en ‘hjemme-restaurant’.
Bilturen til Omoa i Pois Landcruiser med bænke på det åbne lad er kun 12 km, men vi skal henover et par bjerge og stopper af og til for at nyde landskabet.
Det viser sig at vi også skal besøge hans bedstemor som laver og sælger ‘tapa’. Det er dekorationer udført på bearbejdet inderbark fra forskellige træsorter. Hun laver en demonstration af processen, vi køber nogle tapa og spiser noget pomelo.
Første gang vi så pomelo var her i bugten hvor vi fik 2 af en anden dansk besætning fordi de havde så mange. De havde enten fået dem eller selv plukket dem på en gåtur på Hiva Oa. Pomelo smager som en mild og lidt sødere grapefrugt. Men deres ‘hinder’ er grovere og skal enten skæres af eller spyttes ud. Siden har vi selv enten købt eller fået en masse af dem.
Der er pomelotræer alle steder på Marquesas. Altså hvor der ikke lige er mangotræer, brødfrugttræer, bananpalmer eller kokospalmer.
Man kan med held erstatte ananasjuice, som er sygt dyrt her, med pomelojuice i en pina colada (omdøb den eventuelt til noget andet) og vi har lært at lave meget lækre fritter og gratin af brødfrugt.
Vi sejler til Hiva Oa for at klare de officielle dele af indrejsen og få stempler i vores pas. Det er meget enkelt når man er EU borger, for vi er kommet til en del af Frankrig.
Vi møder kun enkelte turister som ikke er kommet med sejlskib, mest franskmænd, men ellers bærer det præg af at der er meget lidt turisme på Marquesas. Det er meget nemt at være her. Der er ingen der prøver at sælge os noget hele tiden og alle er virkelig venlige og forsøger også at hjælpe os selvom vi stort set ingen franske ord kan.
Efter Hiva Oa, tager vi et stop i Tahuata, hvor vi har en af de store snorkle-oplevelser. En morgen er der gang i den ude i bugten. En gruppe djævlerokker har samlet sig for at spise morgenmad. Der er åbenbart meget plankton og småfisk i vandet lige der. Vi hopper i og snorkler lidt rundt sammen med dem.
Det er den største rokke-art og de kan blive op til 6-8 m fra vingespids til vingespids, så når de kommer svømmende mod mig med åben mund kan jeg godt lige blive lidt nervøs for om de kan komme til at sluge mig ved en fejl. De er dog overhovedet ikke interesserede i os mennesker og drejer af i tide.
Så får vi besked om at pakkerne med vores nye vindror er ankommet til Nuku Hiva. Vi sejler derop over en nat og ankrer i Taiohae, der viser sig at være den værste af alle steder vi ligger på Marquesas når det kommer til bølger. Vi ruller rundt og kan mærke en indre uro hele tiden. Så efter vi har modtaget vores 6 pakker med Hydrovane og glædet os over at det er lykkedes at få alle delene frem, skal vi bare vente på at det bliver mandag så vi kan gå i byggemarkedet og købe nogle småting der er nødvendige for at vi kan installere det.
Vi når også her at få en forklaring på øernes frodighed. Det regner virkelig meget og en af dagene er der tung regn hele dagen. Det har den effekt at bugten bliver fyldt med mudder og hvad de 5-6 vandløb der løber ud i bugten hiver med ned fra bjergene. Der er overraskende lidt plasticskrald iblandt, men mange kviste, kokosnødder og også en del træstammer. Vi ligger lige i et udløb og får glæde af det hele.
Straks vi kan, sejler vi over til ‘Daniels Bay’ som vi har fået anbefalet som den mest rolige ankerplads. Her skal vi installere vindror. Det er i forvejen udfordrende at installere vindror så det sidder rigtigt og det er ikke nemmere på vandet. Og selvom der virkelig er meget mere roligt her, så ruller det stadig.
Vi lykkes med installationen på halvanden dag uden at tabe noget i vandet og så kan vi rigtig nyde stedet.
Hvis du gerne vil høre mere om vores glæder og sorger med vindror så sig endelig til. Idag vil vi dog fokusere på oplevelserne på Marquesas.
I Daniels Bay ligger vi igen i den vildeste naturpark omgivet af grønne bjerge. En kort tur i gummibåden tager os ind af en flod blandt palmer og heste til en bebyggelse hvor vi kan hente lækkert drikkevand.
Vi kan også gå derover gennem skoven og over et vandløb. Der bliver vi mødt af Kua, som har en hjemme-restaurant. Vi aftaler at spise frokost i morgen efter en tur op til vandfaldet.
Som sejler er man næsten forpligtet til at vandre ‘op til vandfaldet’ som er en tur i de fleste ankerbugter på Marquesas.
Vandfald er bare magiske. Vi har set små vandfald, høje vandfald, voldsomme vandfald og et meget bredt vandfald hvor vandet løb i et tyndt lag på hele bjergsiden. Alle er et tegn på at der er virkelig meget vand her på øerne. Der er også mange vandhaner rundt omkring hvor man bare kan tappe vand, og det er tydeligt at de lokale ikke sparer på det. Nogle steder kan man drikke det direkte, andet skal filtreres først.
Turen op til vandfaldet gøres på 2 timer og vi kommer næsten helt frem til der hvor det falder hundrede meter ned i en smal slugt hvor vi står omgivet af vanddis og brølet fra vandet.
Tilbage i landsbyen igen er vi trætte og sultne, men maden hos Kua havde også smagt godt uden det som krydderi. Hun serverer grillet marineret tun, banan- og brødfrugtfritter og en råkost af mango, grøn papaya og guava.
Vi går glade og mætte derfra efter at have købt noget frugt hun høster direkte fra haven.
Efter at have nydt roen og skønheden – og den rolige ankerplads – et stykke tid sejler vi til Ua Pou. Vi regner med bare at være der et par dage inden vi forlader Marquesas og drager mod Tuamotu atollerne.
Det viser sig at være endnu et skønt sted hvor vi bliver en uges tid for at vente på et godt vejrvindue til de 3 døgns sejlads til Raroia. Heldigvis er der også mange gode oplevelser her.
Vi traver selvfølgelig op til vandfaldet !
Men vi besøger også Manfred med tilnavnet ‘Choko-man’. Han er oprindeligt fra Tyskland men kom hertil efter en afvekslende karriere som både massør og helikopterpilot. Nu bor han et stykke oppe af bjerget hvor han laver håndlavet chokolade af egen-dyrkede kakaobønner.
Han er glad for at få besøg af sejler-turister og fortæller gerne historier og halv-dårlige vitser. Hans chokolade er dog virkelig udsøgt og vi køber noget med.
Vi forlader Marquesas efter 4 vidunderlige uger fyldt med gode oplevelser som vi bærer med os i hjertet. Vi havde set frem til mødet med Fatuhiva på grund af alle historierne, men havde ikke forventet den overvældende natur og gæstfrihed vi blev mødt med.