Stillehavet

Hvor stille er det egentlig ?

Solen er lige stået op. Selvom vi snart har sejlet mod vest i 3 uger og krydset 3 tidszoner kører mit ur stadig Galapagos-tid (8 timer bagud i forhold til Danmark) og viser 8:49.Månen stod først op kl 5 så vi kunne nyde dens lys lidt før solopgang.

Før min første lange sejltur havde jeg aldrig tænkt på månens rytme, men mere eller mindre forventet at den var oppe om natten når solen var gået ned. Men på en 3 ugers tur når man at se månen flytte sin performance med cirka en time om dagen. Da vi startede ud fra Santa Cruz på Galapagos havde vi en næsten fuld måne som allerede var stået op når solen gik ned. Nu nærmer den sig en lille negl som først viser sig efter mange timers mørk sejlads.

Nej, ikke helt mørk, for her langt fra lysforurening er der en overvældende stjernehimmel tilsat vilde stjerneskud der ligner lysegrønne nødraketter som bare synker lidt for hurtigt.

Vi nyder at sidde alene mens resten af familien sover og skibet sejler gennem vandet for vindens kraft. At sidde og kigge op på det uendelige stjernehav er en magisk meditativ oplevelse man ikke har på land. Nogle nætter skal vi dog holde godt fast i rattet og opmærksomt fokusere på vindretning, bølger og kurs.

Vores nattevagter kører over 12 timer fra kl 20 til 08. Først 3 timers vagt – 3 timers søvn – gentag, eller omvendt !

Morgenvagten har hver morgen glæde af solopgangen som ser forskellig ud men er lige skøn hver morgen. Aftenvagten har så til gengæld glæde af solnedgangen. På den måde har vi delt solen lige. Vinden derimod er en anden sag.

Vores tur følger årets vinde så vi bedst muligt udnytter de forskellige vejrsystemer. Sådan bestemmer vi hvornår vi skal sejle over Atlanten, hvornår vi skal være ude af Stillehavet og så videre. Det betyder at vi som udgangspunkt burde undgå ekstremt og farligt vejr. Vi skal dog stadig holde øje med vejret, ikke mindst for at undgå lange perioder eller store områder med for lidt vind.

Galapagos ligger tæt på Ækvator (søens løver hersker her) og dermed ”the doldrums”, Kalmebæltet eller ITCZ med sine lange perioder af vindstille. Vore dieselbeholdning rækker optimistisk set til 3 døgn, så når en vejrudsigt mener at vores rute indbefatter 3,5 døgns motorsejlads inden vi er ude af bæltet med vindstille bliver vi nødt til at vente på et bedre vejr-vindue.

Vi tager afsted på en vejrudsigt der forudser 1-2 døgns motorsejlads. Det kan ikke bliver meget bedre i den nærmeste fremtid. Foran os har vi 3000 sømil til Fatuhiva, Marquesas, Fransk Polynesien, som vi har besluttet skal være vores første destination. Vi forventer det tager 3 uger og glæder os egentlig til at komme afsted på den længste sejltur vi nogensinde har taget. Vi har store forventninger til Stillehavets store rolige dønninger.

Det starter godt med at vi fanger en fisk og allerede efter 10 timer for motor kan sætte sejl.

Vi trækker nye vejrudsigter hver dag med vores satellit-modem og kan på den måde monitorere risici for både uvejr og vindstille. Det er begrænset hvor store omveje vi har lyst til at sejle, men efter den første regnbyge med uforudsigelige vinde beslutter vi at gå sydover til en breddegrad med mindre risiko for regn.

Det går den første uge med.

Dernæst har vi en uge med god kraftig vind og deraf følgende bølger.

Vi sejler stærkt, men det er også vådt, og nogen gange beslutter 2 bølger at slå sig sammen og sende 100 l vand ind i cockpittet (og enkelte liter ned i kahytten). Det virker ikke specielt stille det hav !

Det var Magellan, den portugisiske landsforræder som sejlede under spansk flag, der omkring 1520 navngav Stillehavet, men han havde også lige sejlet gennem Draken Strædet og rundt om Kap Horn, så det har givetvis føltes stille i sammenligning.

Ved hjælp af elektronisk navigation kan vi bestemme vor position, og efter 10 dage passerer i den usynlige midtvejsmilepæl.

Livet går sin gang ombord med de daglige rutiner. Drengene får læst nogle bøger og set nogle film. Vi sørger også for at få taget nogle lure for at kompensere for manglende søvn om natten. Der skal laves mad og vaskes op og vi tager også et bad en gang imellem.

Vi er rimeligt forskånet for uheld med grejet, efter en uge med samme sejlføring skal man holde øje med om tovværket bliver slidt hvor den går gennem blokke eller aflastere, og det kan ikke undgås at noget går i stykker under 3 ugers sejlads. Det er ikke alt man har lyst til at lave undervejs selvom vi efterhånden har gode søben.

Efter 2 uger er der skifte i vejret og nu slås vi med lidt svage vinde og de evige dønninger men især med al mulig andet forvirrende bølge-ballade oveni. Det river båden rundt og får sejlene til at miste pusten. Vi har svært ved at sejle i under 10 knobs vind, selv med et letvindssejl som genakkeren. Man siger at der i gamle dage var flere sømænd der blev sindsyge i vindstille end i storme og selvom det ikke er der vi er, så er det presset at høre og mærke bommen slå i bølgegangen så det vibrerer i helt båden. Det er lyden af grej der vil gå i stykker på et tidspunkt.

Så meget mere vidunderligt når vi har en hel dag med 15-16 knobs vind agtenfortværs (~140° AWA) og kan cruise derudaf med 6-7 knob.

Vi runder 1/4, dvs 750 sømil tilbage og føler at vi snart er fremme, men der er altså stadig 5-6 dages yderligere sejlads.

Vi har spist de 100 æg vi havde med og det er længe siden vi løb tør for friske grønsager og endnu længere siden vi spiste det sidste ferske kød.

Vi har kun et lille køleskab og ingen fryser så vi skal trylle de daglige måltider frem med dåser og tørvarer. I Spanien og på Kanarieøerne købte vi en del færdigretter, men siden har der næsten ikke været noget udvalg af det, så vi kan derfor ikke nøjes med at varme en ret og koge ris dertil. Der må blandes flere dåser sammen for at komponere etmåltid.

En typisk ret består af 2 dåser muslinger eller blæksprutter, en dåse tomat, hvidløg og måske en dåse grønt, kogt sammen og serveret til ris, eller en kødsovs på corned beef med dåsetomater, eller soyaprotein”kød” i en karrysovs som også indeholder en dåse tomater. Vi har mange dåsetomater med !

Vi havde håbet at kunne supplere med frisk fisk, men vores fiskeheld har desværre været skidt. Fiskene er for store og løber med både line og blink inden vi får dem hevet ind. Én gang fik vi endda en fugl på krogen. Den var svært utilfreds med situationen men det lykkedes at få pillet krogen ud af den og sendt den afsted igen.

De sidste par dage er skiftevis frustrerende på grund af for svag vind i forhold til bølger og skønne med vind i sejlene og en god retning mod målet. Når vi er så tæt på skal kursen helst være nogenlunde rigtig. Vi skal også forsøge at time det med at ankomme mens det er lyst, for ankerpladsen på Fatuhiva har ry for at være vanskelig at ankomme til i mørke.

Vi er statistisk set ankommet i mørke de fleste gange efte en lang tur, men her er vi heldige at vi uden besvær kan ankomme 3-4 timer efter solopgang. Der er ingen lys at skimte på Fatuhivas øst-side gå det er først i solopgangen vi ser den.

Vi bliver budt velkommen med en smuk regnbue og en overnaturlig smuk og dramatisk natur i den bugt vi skal ankre i.

Præcis efter 3 uger kan vi kaste anker efter den længste tur vi nogensinde har sejlet. Endnu en gigantisk milepæl på vores tur, men samtidig også et velkommen til den smukkeste landgang nogensinde.