Turen går til Galapagos

Hvis man vil over Stillehavet fra Panama Kanalen ligger Galapagos næsten lige på vejen en uges sejlads fra Panama City.

Jeg skal ærligt indrømme at min viden om Galapagos begrænsede sig til lidt overfladisk om Darwin der på baggrund af sine oplevelser dér udarbejdede sin teori om arternes oprindelse. Men Galapagos var på listen over steder vi VILLE til.

Man kommer ikke til Galapagos uden at forberede sig godt. Det er påkrævet at anvende en lokal agent og man betaler nogle pænt pebrede gebyrer for både det ene og andet. Når man så ankommer skal man bestå en inspektion af båden. De er interesserede i om vi har dyr eller planter med, om vi har affaldssortering med 4 spande i forskellige farver, økovenligt opvaskemiddel og olie-spilds-udstyr.

Men mest kritisk – for os – er om bunden af båden er begroet. De vil ikke have fremmede og invasive arter ind i deres farvand og det siges at man bliver beordret 15 sømil ud for at rengøre bunden hvis de finder noget.

I Panama City fik vi som anbefalet en dykker til at rense bunden, men efter kun 2 døgn på ankerpladsen og en kort tur til Perleøerne, hvor vandet er så klart at vi igen har lyst til at snorkle, kan vi se at der igen er grøn begroning på bunden. Vores agent biver ved med at sende beskeder om at ”husk at bunden skal være super-clean ved ankomst”, virkelig presset og lidt uoverskueligt hvordan det skal lykkes os.

Men den af kaptajnerne der tager det roligt og er tålmodig vasker hele bunden inden vi tager afsted fra Perleøerne. Det viser sig at være en rigtig god idé at have den der mini-iltflaske med, for der er virkelig meget bund under vandlinien og der er langt ned til bunden af kølen.

”Hvad lavede du så imens, Lene” spørger du måske ”hvorfor er du ikke med til at vaske bunden ?” Det er desværre klassificeret information men det handler om at nogen har dummet sig og derfor må bruge 3 timer bag symaskinen for at genakkersokken bliver rigtig.

Men vi tager afsted fra Perleøerne med en nogenlunde ren bund, en genakkersok der er lang nok og en vejrudsigt som måske betyder motorsejlads udover vores diesel-kapacitet. Vi tør dog ikke vente længere, for vores ”Hull Cleaning Certificate” siger 3. marts og nu er det 10. marts og agenten bliver ved med at spørge hvornår vi kommer og husker os på at bunden skal være ”super clean”.

Turen starter fint ud med let vind og genakkersejlads – sokken virker perfekt ! Så forsvinder vinden helt for at vende tilbage igen og øge op til 14 m/s så vi reber 2 reb i storsejlet og sejler stærkt sydover for at få bedst mulig vind og strømforhold. Hele turen er på næsten 900 sømil, en tur som med god vind kan gøres på 6 døgn og i starten stryger vi også afsted i god vind og medstrøm. Senere aftager vinden og vi sejler 2 døgn for genakker. Det er skøn sejlads hvor vi virkelig kan nyde at vi har et letvindssejl med, for ofte er der kun 3 m/s men vi kan sejle alligevel. Især fordi Stillehavs-dønningerne er lange med lang tid imellem.

Da vi runder grænsen for vores diesel-kapacitet sænker vi skuldrene lidt, for selvom vi ikke har lyst til at køre 3 døgn for motor, så er det bedre end at være strandet i det vindstille område der ofte omgiver Galapagos, især fordi bunden gror til hvis vi ligger stille.

Med cirka 270 sømil tilbage må vi desværre starte kværnen. Heldigvis er der stadig medstrøm så vi kommer hurtigt frem. Men det varer ikke ved og efter en nat for motor – som i sig selv er træls – vågner man op til at vi stadig har lige så lang tid til målet som for 12 timer siden fordi strømmen er vendt til modstrøm. Godt nok demotiverende.

Men der er også perioder hvor vi kan sætte sejl igen og 15. marts kl 20 lokal til krydser vi Ækvator for sejl. Vi afholder Ækvatordåb med hav(fløde)skum og saltvands-påkastelse af nøgne kroppe. Nu er vi ægte salte sejlere.

Resten af turen skifter mellem sejl og motor og føles vildt lang. Vi gør stop ca 30 sømil ude og prøver at lægge båden stille for at tjekke bunden. Det er en vanvittig opgave at prøve at rengøre bunden i dønningerne og den er desværre ikke ”super clean”.

Endelig 16. marts kl ca 22:30 kan vi lægge anker i Puerto Baquerizo Moreno på øen San Cristobal hvor inspektionen har meldt sin ankomst kl 8 næste morgen.

Vi tager et enkelt dyk om morgenen. Er det langhalse der gror på bunden ? Vi kan ikke gøre mere, bare håbe på det bedste.

Kl 8 møder 8 m/k op, inklusive en dykker, for at inspicere os. Der er trængsel i cockpittet mens vi bliver inspiceret og vi er meget spændte. Vi synes selv vi har styr på alt andet end bunden. Vi har lavet skilte om at man skal affaldssortere og at man ikke må smide skrald i vandet. Vi har ryddet skabene for de giftigste rengøringsmidler og ryddet op i madvarerne blandt andet med fiktive holdbarhedsdatoer på bøtter med bønner og ris og lignende. Prøvet at få det til at se ud som om der er styr på tingene, hvilket godt kan være svært i en båd efter 7 døgn på havet.

De kigger lidt rundt, spørger ind til sikkerhedsudstyr, dieselbeholdning og gennemgår medicin-kisten, fylder nogle papirer ud og endelig kommer dommen: vi er godkendte og kan blive !

Hold fast en lettelse. Flere ugers bekymringer og føelese af at være uden kontrol over situationen fordufter og nu kan vi nyde Galapagos.

Vi snorkler med søløver, pingviner, rokker, skildpadder, vand-iguanaer og en masse forskellige fisk. Vandrer op og ned i den frodige natur, beundrer og bader i det smukke blå vand og skuer ud over endeløse arealer af grøn uberørt natur. Og så får vi en masse regn, der er en grund til at her er så frodigt.

Vi har lov til at besøge 3 øer med vores båd og efter nogle gode dage på San Cristobal sejler vi over natten videre til Isabela som skulle være den smukkeste ø.

Her besøger vi en sulfur-mine nede i en aktiv vulkan. Det er en stor oplevelse at dufte til svovldampene og besøge det kæmpe krater. Vi cykler også en tur ud til et monument over tidligere tider: en mur bygget som straf af kriminelle som blev sendt til øen.

Sidste ø vi besøger er Santa Cruz med den største by på Galapagos, så vi kan købe ind til den lange tur over til Fransk Polynesien som er næste etape. Det er en tur på ca 3000 sømil som tager cirka 3 uger og vi regner med at ankomme til Marquesas øerne.