Caribbean Sea

Hvordan kom vi til Panama ?

I sidste indlæg lovede jeg at fortælle om hvordan vi nåede Panama-kanalen og løftede en flig om at det havde været udfordrende. Så her kommer rejsebeskrivelsen fra Tobago til Colon, Panama.

Tobago er et fantastisk sted. Grønt og skønt og virkelig afslappet. Vi vandrede nogle ture op og ned i det frodige landskab, snorklede og nød livet. Det var også her vi holdt jul, og da der var 12-14 andre danske både i bugten mødtes vi i gummibåde, kajakker og SUP-boards og sejlede rundt om det danske skib, Atlanta, mens vi sang julesange. Helt skørt men også dejligt at kunne markere juleaften med en slags tradition når nu vi må undvære mange af de vi plejer at have.

Så tog vi en kort og meget behagelig sejltur til Grenada hvor vi ville holde nytår.

Højdepunkterne på Grenada var en lille tur op til et vandfald – Golden Falls – som dog viste sig at være en hård tur på minimum 4 timer og hvor klip-klapper IKKE var det rigtige fodtøj. Vi aftalte efterfølgende til en anden gang at hvis guiden har en machete med så skal vi lige overveje om vi har det rette udstyr. Og så Nytårsaften som vi fejrede sammen med de gode folk på Jasmin. De havde fundet den lokate nytårsfest på stranden hvor vi klokken 12 så fyrværkeriet.

Efter nogle gode afslappende dage i Port Louis marina på Grenada, hvor der var pool og brusebade med air condition stak vi afsted mod ABC-øerne. En 3-4 dages tur hvor vi stadig kunne nyde bølgelæ fra Atlanterhavsdønningerne bag de caribiske øer.

Først Bonaire som er et dykkersted, med vildt klart vand, så vi så masser af fisk og skilpadder, og en nationalpark hvor man skal leje en stor 4-hjulstrækker for at køre rundt – det måtte vi jo så gøre !

Så videre til Curacao hvor vi lå i en stor indsø: ”Spanish Water”. Her var vandet ikke så klart men vi lagde os i en afsides bugt med udsigt til 2 boreplatforme der lå til reparation. Skøn blanding af industri og natur i ægte caribisk stil. Her havde vi kun en kort tur til havet og dermed ordentligt snorklevand på ”Tugboat Beach”. Masser af fisk og oveni en gammel sunken slæbebåd på lavt vand man kan snorkle på.

På Curacao begyndte vi for alor at kigge på vejrudsigterne for en tur til Panama. Vi havde læst at der godt kan bygge sig en del bølger op ovre mod Panama på denne tid på året. Men efterhånden som vi kiggede på det så det mere og mere umuligt ud. Så langt vejrudsigterne rakte var der hård vind og op til 4 m bølger. Det var klart at man på andre tider af året kunne få mere roligt vejr, man vi skulle gerne gennem kanalen i februar for at have nogenlunde tid i Stillehavet.

Der var tidspunkter hvor vi tvivlede på om vi nogensinde skulle komme til Panama.

Letvægts-trimaranen ”Black Marlin” som vi har mødt flere gange tog afsted i ”den bedst mulige vejrudsigt” og vi kunne efterfølgende tolke af deres beretninger at det havde været hårdt nok.

Vi har lovet hinanden at gøre hvad vi kan for ikke at få alt for mange dårlige sejladser, men begyndte alligevel at overveje hvor mange døgn vi kunne holde til sådan en tur hvor man kun spiser knækbrød med tubeost og ellers bare holder fast.

Men så begyndte vi at se på at dele turen op med en afstikker til Colombia. På den måde kunne vi nøjes med en god vejrudsigt for 3 døgn og så vente på den næste gode 3 døgns-udsigt i Colombia. At vi så også kunne opleve lidt af Colombia var bare en yderligere bonus.

Og pludselig, efter kun 2 dage på Aruba kunne vi se at vu var det tid til at stikke mod Santa Martha i Colombia.

Vi havde nydt alle 3 ABC-øer som er en sjov blanding af noget velkendt europæisk og så den caribiske kultur og klima. Der er meget turisme og alt er meget enkelt og ordnet og nemt at navigere i. Der er skønt og folk er virkelig flinke og hjælpsomme, men man bliver også lidt doven og forvænt og det var tiltrængt at komme videre.

Turen til Colombia skal times ordentligt så man passerede de forskellige pynter på de rigtige tidspunkter. Nogle steder har ry for forlis og hård sejlads og man bør også planlægge det således at man kan ankomme om dagen i dagslys til Santa Marta. Den sidste strækning mod Santa Marta er kendt for stærk blæst som øger om aftenen/natten. Den 5 km høje bjergkæde kun 40 km fra kysten skaber en såkaldt katabastisk effekt som accelererer vinden.

Vi havde forberedt os på en hård tur med kutterstag og stormfok, men alt gled fint, ingen farer ved pynterne og pludselig forsvandt vinden. Vi måtte køre for motor i 10 timer. Total antiklimaks men selvfølgelig bedre end at få tæsk i den store vaskemaskine.

Der kom vind igen i rigelige mængder og vi endte med en ordentlig sjasker i op til 20 m/s på vej ind mod Santa Martha. På grund af den svage vind og dermed lave fart tidligere på turen var vi sent på den og ankom derfor i mørke. Man må ikke gå i marinaen efter kl 18 og det blæste også for meget til at vi havde lyst at forsøge. Så vi ankrede udenfor havnen hvor der er bølgelæ men stadig samme kraftige vind. Vi tog et par ankervagter så én af os kunne sove trygt imens og vi så vindstyrker op til 23 m/s men vi hang godt fast og gik senere i seng begge to.

Colombia var fantastisk og en kæmpe oplevelse, men et alt for kort bekendtskab. Efter kun 5 dage var den næste gode vejrudsigt klar mod Colon, Panama.

På denne strækning skal man krydse flodmundingen af Rio Magdalena. Den har et blakket ry og vi har læst om kraftige bølger, vild strøm og masser af ”drivtømmer, skrald og døde køer” er flyder ud. Nogen siger man skal krydse den 20 sømil ude, ander 10 og nogen sejler helt tæt på kysten for så er det hurtigt overstået.

Vi tænkte, læste, diskuterede og overvejede og endte med 8 sømil. Da vi sejlede forbi Baranquillo, som det hedder, oplevede vi ikke andet end en ændret farve af vandet.

Resten af turen forløb ret begivenhedsløst. Da vi nærmede os Colon kunne vi se at vi ville ankomme midt om natten så vi fandt en ankerplads på vejen – Portobello – hvor vi kunne lægge anker sent på aftenen i en ordentlig regnskylle. Næste morgen kunne vi så sejle den sidste strækning ned til Colon. Der skulle vi ind af samme havneindløb som de store fragtskibe. Det krævede fuld koncentration især da vi havde kraftig regn med ringe sigtbarhed, men det gik glat og nu var vi i Panama, klar til kanalen som skulle bringe os over i Stillehavet.

Hvad der lignede en umulig sejlads var blevet til en oplevelse.