El Hierro

Verdens ende ?

Yderst vest i den kanariske øgruppe ligger den lille ø El Hierro.

Nogen gange når jeg går i land mærker jeg instinktivt at her kan jeg lide at være. Ofte er det kombineret med stedets ro men tit er det også følelsen af at være ude i en udkant. Jeg har blandt andet følt det i et tilfrosset Nordsverige, på en tåget ø i Finland og på Porto Santo, den støvede lidt ukendte ø i Madeira øgruppen. Og så senest da vi ankom til El Hierro efter en måned på Tenerife. Her var anderledes, vildere, ingen autoværn på bjergvejene og bare virkelig smuk og meget natur.

Men hvorfor føles det også lidt som verdens ende, som enden af en blind grusvej inden den løber ud i sandet på stranden hvor man ikke kommer videre. Det er en følelse jeg holder af og som får mig til at holde af stedet. På samme måde som jeg nyder at cykle hjem i en myldrende fredags-aften-Vesterbro så er jeg i en følelse af balance når jeg er ved verdens ende.

Men hvad er det der fremkalder denne følelse ?

Jeg vil i det følgende prøve at finde de forskellige fremkaldere med beskrivelser fra El Hierro.

Først og fremmest er der placeringen og tilgængelighed. For at komme dertil skal man med fly til Tenerife og hurtigfærge eller lokalfly videre derfra. Færgen sejler i snit en gang om dagen, men slet ikke lørdag hvor der så er ekstra stille på havnen. Øens vejnet består af mange stejle, snoede bjergveje uden autoværn, en del mindre landeveje og ingen motorveje. Især når man kører på bjergvejene sætter man pris på at der ikke er så meget trafik. Offentlig transport foregår med små busser i et rimeligt velforgrenet net. De kører dog ikke så ofte. Fra havnen til hovedstaden Valverde kører bussen 5 gange om dagen.

Der er ikke rigtig nogen souvenirbutikker – kæmpe forskel fra resten af Kanarieøerne – udover en lille “kiosk” i terminal-bygningen på havnen i Puerto de la Estaca hvor færgen og de få cruise-skibe lægger til. Der kan man lige købe en lille bøtte kaktus-figen marmelade eller en køleskabsmagnet med lava inden man tager tilbage til Tenerifes helt anderledes og hurtige puls.

Der er et enkelt statsejet hotel, men ellers er det mest privat udlejning af ferieboliger så der er ikke den store koncentration af turister nogen steder. Kun når et af de (i cruise-skibs-sammenhænge) små cruise skibe lægger til i Puerto de la Estaca bliver alle ombord stuvet ind i en bus og kørt øen rundt på et par timer inden de sejler videre. Så man ser ikke så meget til dem.

I 90’erne blev den lille kombinerede cafe/telefoncentral/fiskeudsalg på havnen revet ned og erstattet af en kæmpe terminal-bygning. Den virker underligt overdrevet i forhold til alt omkring den og også antallet af besøgende. Den huser en fin lille cafe som i vanlig spansk stil selvfølgelig har 6 forskellige friske tapas, en god kaffemaskine og 2 forskellige øl på fad. Så er der førnævnte souvenirbutik, billetkontoret for færgen, et sporadisk åbent biludlejningskontor og så havnepolitiet.

Havnepolitiet tager sig også af marinaen, men udover den obligatoriske ind-checkning med bådpapirer og pas gør de ikke meget ud af det. Man må således – i modsætning til alle andre spanske havne vi har været i – selv finde ud af at finde en plads og lægge til.

Øens anden havn – La Restinga – som i øjeblikket er lidt underdrejet i forhold til lystsejlere da havneudstyret blev ødelagt i en storm for et par år siden, har til gengæld nok at se til. Det estimeres at der hver dag anløber 2-3 både med migranter, nogle af dem i virkelig dårlig forfatning og helbred. Det er en stor belastning for et så lille samfund og er med til at afskrække nogle turister fra at tage dertil.

I lighed med udvalgte andre små samfund – tænk fx på en svensk skærgårdsø, en lille engelsk by, en ø midt i Danmark og sikkert flere andre jeg ikke kender – er der lavet en krimi-serie der foregår på El Hierro. Der er foreløbig 2 sæsoner og handlingen er nøje spredt ud på øens locations. En stor del af historien har omdrejningspunkt om færgen og havnen og der er både drama, lejemord, våben og gode politifolk med. Den er givetvis produceret med forskellige tilskud for at fremme El Hierros omdømme, men så meget desto mere bidrager det til følelsen af udkantsområde.

Overalt hvor vi drog hen mens vi var på El Hierro blev vi mødt med venlighed og imødekommenhed. Som da vi lørdag aften ville grille på strandens grillområde. Det var optaget af et større fødselsdagsselskab men de rykkede bare sammen og bød os på deres velopvarmede grillkul. Ligeledes var alle vi mødte ivrige efter at forsøge at forstå os selvom vores spanske er rimelig ‘poquito’.

At vi som turister bliver overladt ret meget til os selv og til selv at finde ud af hvordan det fungerer men samtidig bliver mødt med en afslappet venlighed og hjælpsomhed. At omgivelserne fremstår rå og funktionelle og uden pynt og flødeskum, noget direkte grimt eller mærkeligt og noget virkelig smukt. Måske handler det ikke om udkant men om tid til nærvær.