Olá Portugal, Adiós a España

Spanien har været god ved os. Siden vi kom tilbage fra svipturen i bjergene har vi været i den ene skønne bugt og fjord efter den anden. Alle steder er vi blevet mødt med venlighed og imødekommenhed selvom vores spanske er meget básica.

Efter vi rundede Kap Finisterra tog vi os rimelig god tid til at nyde de spanske ‘ria’er’ og alligevel fik vi ikke set det hele. Det gør man aldrig og det er som om at jo flere steder man tager til, jo mere går man glip af. Men vi har valgt at se vores glas som kontinuerligt halvt fyldt indtil der bliver fyldt mere i, og alle steder havde sine specielle oplevelser.

I Ensenada de Sardiñeiro blev vi mødt af en meget nysgerrig delfin. Den var meget interesseret i vores ankerkæde, gummibåd og båd på en måde som blev lidt anmassende. Lidt sjovt var det, men vi læste senere om en enlig delfin som man lige skulle holde lidt afstand til, måske var det den, ihvertfald var i glade for at vi ikke faldt for fristelsen til at hoppe i og prøve at svømme med den.

Nogle ankringer senere drog vi til Vigo hvor vi gennem den lokale bådudstyrsforhandler havde fået en aftale med en køletekniker som skulle se på vores køleskab. Vi lå i Real Club Nautico de Vigo som havde den bedste beliggenhed midt i byen, en pompøs klub-bygning og tilmed en svømmehal. Vi travede Vigo tynd og fik selvfølgelig også købt lidt båd og fiskeudstyr. Deriblandt 8 m stof til at sy et beskyttelses-betræk til gummibåden for at skærme den mod den hårde sol. Det er blevet færdigt nu, og jeg skal nok vise nogle billeder af det på et senere tidspunkt.

Besøget af køleteknikeren var en oplevelse. Han talte meget hurtigt og kun spansk. Vi havde Suso med fra forhandleren, han havde et godt engelsk og var meget servicemindet. “Fuga, fuga, fuga…..” sagde de hele tiden mens de talte sammen om vores køleskab. Vi slog fuga op i ordbogen, det betyder læk. “Men er der læk ?” spurgte vi så. “Nej, nej , det tror vi ikke !”. Resultatet var at han fiksede køleskabet og så behøver vi ikke vide alt hvad de talte om undervejs.

Nu med kolde øl og vand drog vi ud af havnen og over til den nærmeste ankerbugt, Moaña. Senere ind i Ensenada de San Simon som var endnu et spektakulært landskab med meget beskyttet ankring. Alt sammen små ture på 5-10 sømil i ingen vind.

Da vi senere lå i Baiona, som er et sted mange tager til som det sidste før turen ned langs Portugal følte vi både at vi havde haft god tid til at nyde Spanien, men samtidig også at det kunne være dejligt at blive længere.

Nu er vi i Viana do Castelo i Portugal. Et nyt land og allerede et dejligt bekendtskab. På mange måder minder det om Spanien men også meget anderledes. Det kan vi nok sige mere om senere.