Gennem Rødehavet

Fra Djbouti til starten af Suez Kanalen er der bare 1300 sømil. Ikke en distance der som sådan virker skræmmende når man har krydset Atlanten og Stillehavet. Men Rødehavet har ry for at være lumsk, med kraftig modvind og krabbe bølger. Det siges at den første tredjedel sydfra har mest sydlig vind, altså medvind for os. Men derefter fortæller sejlerskrønerne om “25 knobs vind lige i snotten”

Det fortælles dog også at man bare skal sørge for at have god tid så man kan sejle når vinden er gunstig og så lægge sig for anker i læ bag revene mens nordenvinden blæser. Så vi har planlagt med od tid. Og med afgang fra Djibouti midt marts har vi rimelig tid til at nå til Middelhavet i sidste halvdel af april mener vi.

Turen går nordpå gennem det smalle stræde mellem Yemen og Djibouti – Bab el Mandeb. Der har houthierne tidligere skudt mod skibstrafikken. Ikke mod sejlskibe, men de kan jo ramme ved en fejl. Det er de heldigvis holdt op med da vi beslutter denne rute. Men så begynder USA at bombe i Iran og det får konsekvenser i de omkringliggende lande og i Hormuz Strædet som i praksis bliver lukket på grund af krigen så nu spekulerer vi på om også Bab el Mandeb bliver berørt. Hvis strædet bliver lukket er vores muligheder for at komme hjem i år noget besværlige, så vi beslutter at tage videre hurtigst muligt.

Vi må dog lige vente på den gode vejrudsigt. Vinden kan åbenbart også være hård modvind her i det første stræk. Så vi får 5 gode dage i Djibouti som er et lille land med kun 1 million indbyggere og med stor kulturel indflydelse fra de omkringliggende lande. Vi køber yemenitisk kaffe (turens bedste), spiser på etiopisk restaurant og ser på krigsskibe fra mange forskellige nationer i havnen som er knudepunkt for militær support i Rødehavet og Adénbugten.

Vi besøger det dyre indkøbscenter “Hyper” hvor man kan købe dyre mærkevarer og luksusprodukter. Vi nøjes med lidt enkle madvarer og et simkort så vi kan komme lidt på internettet. Senere på dagen går vi gennem Rue d Ethipoe i midtbyen hvor plasticskraldet hober sig op i den u-asfalterede gade mens gadesælgere og småbutikker sælger billige kopi-sko, tøj, billig elektronik og andet som hurtigt bliver til skrald og vil hobe sig op i gaderne.

Djibouti er varm, støvet og fuld af kontraster, men folk er venlige og hjælpsomme.

Vi tager afsted nordover med en god vejrudsigt og blæser hurtigt gennem Bab el Mandeb i en kraftig sydlig vind. Planen er at sejle til Suakin i Sudan. Ikke lige et land vi havde regnet med at besøge. Men der fortælles godt om Suakin i sejlerkredse og det er åbenbart en lille oase i et lande der ellers er hærget af flere borgerkrige og andre konflikter og så lidt naturkatastrofer oveni.

På grund af den igangværende borgerkrig bliver GPS-signalet jammet indimellem. Det betyder at vi ikke i mørke kan anløbe eller komme nærmere Suakin end cirka 30 sømil. Hvis vi ikke ved hvor vi er i mørket i forhold til kysten, rev og små-øer er det simpelthen for farligt.

En af nætterne på turen er der panik på HF-radioen. Fragtskibe kalder hinanden fordi de ikke ved hvor de er og vi kan se på AIS’en at en del store fragtskibe sejler 38 knob inde midt i Saudi Arabien. Vores systemer viser realistiske positioner og hastighed, så vi er ike påvirket af det, men vi frygter lidt hvad der sker næste nat når vi nærmer os Suakin.

i mellemtiden er den gode medvind skiftet til en kraftig vind imod. De 4 andre både der forlod Djibouti samme dag som os har besluttet at gå i læ i en ankerbugt 80 sømil syd for Suakin. Vi beslutter at gå videre. Med 2 reb i storsejlet og en lillebitte trekant af rulle-genoaen sejler vi helt tæt til vinden, næsten den rigtige retning og langsomt så vi ikke ankommer i mørke.

i løbet af natten er der ingen aktivitet på VHF-radioen og vi har ingen skibe på AIS’en. Det er meget mærkeligt og selvom vores egen GPS-position hele tiden ser troværdig ud kan vi ikke undgår at bekymre os lidt om at ramme et rev i mørket.

Men lyset bryder frem uden drama og vi sætter kursen mod Suakin, forbi fritgående dromedarer i sand-landskabet, helt ind forbi “Gamle Suakin” som er en ruinhob og lægger anker i den mest beskyttede bugt med Suakin rundt om os.

Agenten Mohammed kommer ud med det berømte friskbagte brød og får hurtigt klaret det administrative. Han er den afgørende faktor til at det kan lade sig gøre at tage til Sudan. Han hjælper med SIM-kort, diesel og sudanesisk valuta til en god kurs. Han tager os også med til supermarkedet, grønsagsmarkedet og på en sudanesisk restaurant hvor vi får en virkelig lækker lammeret med ris. Vi er virkelig på udebane her i Sudan som er det fattigste land vi har besøgt og hvor vi ikke kan tage en tur 60 km ind i landet for at se bjergene, for der er krig.

Engang var Suakin den store og vigtige havneby i Sudan. Men i starten af 1900-tallet flyttede man aktiviteterne til Port Sudan. Derefter begyndte forfaldet i Suakin af den efter sigende meget smukke by bygget af koral-sten. I dag ligner det at husene er blevet bombet men det er bare almindeligt forfald. Man kan stadig se storheden af Sudans første bank fra Ottoman-tiden. Den ligger lige i indsejlingen som en signifikant ruin i varme farver.

i starten af 2000-tallet var der et samarbejde med den tyrkiske regering om renovering men de blev vist nok smidt ud af Sauderne og nu er de renoverede bygninger også forfaldet.

i den nye del af Suakin ligger simple huse bygget af sten og blik side om side med brokker fra sammenfaldne huse der var bygget af sten og blik. Vi oplever mest venlighed og det hele kulminerer med afslutningen af Ramadanen hvor alle er på gaden i deres pæneste tøj. Vi er inde på land for at gå en tur og tage lidt billeder. Men vi kan ikke gå 10 meter før en ny gruppe folk vil have taget billeder af sig selv eller sammen med os og også gerne vil have dem sendt på Whatsapp. De tager også billeder og små film sammen med os og sætter hjerter og lækre filtre på og sender dem rundt til familie og venner. Super hyggeligt og livsbekræftende og lidt overvældende.

Med den næste gode vejrudsigt et par dage senere sejler vi videre nordover. i Rødehavet må man sejle når vejret er gunstigt og vi vurderer at vi lige kan nå til ankerbugten Marsa Alam inden næste nordlige blæsevejr.

Nu er vi i Egypten men fordi vi ikke er checket ind må vi ikke forlade båden, heller ikke for at dykke ned og inspicere bunden. Men heldigvis har dykker-firma-indehaveren Abdullah en side-forretning hvor han leverer diesel og dagligvarer til sejlerne, så vi ligger fint her i en ordentlig nordlig pivert mens ankeret holder os godt fast og revet skærmer for de værste bølger.

Da nordenvinden er drevet over for denne gang tager vi videre mod Suez Kanalen. Der er cirka 300 sømil men med 60 tilbage skifter vinden fra 10 ms medvind til 10-12 ms modvind inden for kort tid, så bølgerne er helt skøre og vi kæmper os 30 sømil til en ankerplads med læ. Efter en fin rolig nat er vinden forsvundet igen og vi kører de sidste 30 sømil til ankerplads C1 Hvor vi venter på instruktioner om kanaltransit.

Næste morgen kl 05:35 kommer vores kanal-guide ombord og vi kan sejle de første 40 sømil gennem kanalen til Ismailia.

Der er ingen sluser og det er i det hele taget en relativt begivenhedsløs tur. Landskabet er sandfarvet og fyldt med militære anlæg og flydende svingbroer som kan skabe hurtig forbindelse fra den ene bred til den anden hvis det kræves. Vi ser den gigantiske mindeplade fra den gang i 2021 hvor det store Evergreen fragtskib lagde sig på tværs og forsinkede leverancen af millioner af elektronikdimser og tøj til Europa.

Næste etape af kanalen slutter i Middelhavet, så vi må vente i Ismailia Marina nogle dage da der er ekstremt dårligt vejr derude lige nu. Vi vasker båden grundigt for støv fra Djibouti, Suakin og Marsa Alam og salt fra havet.

Næste dag er der sandstorm i Ismailia og i Suez kanalen hvor de skibe der var på vej igennem må ligge stille og vente på bedre sigtbarhed. Vi planlægger med at tage afsted i morgen hvor det ser ud til at vi kan få en god vejrudsigt i Middelhavet og selvom det er en fredag får vi lov til at tage afsted hvis sigtbarheden er god.

Fredag har heldigvis blå himmel og vi har endnu en lidt ensformig motorsejlads de sidste 40 sømil ud til Port Said hvor vi sætter kanal-guiden af og stikker stævnen ud i Middelhavet.

Vi er færdige med Rødehavet. En spændende oplevelse, men især nu da vi er forbi kan vi sænke skuldrene lidt og glemme Adénbugten, houthier, GPS-spoofing og ikke mindst Rødehavets lumske vejr og bølger.

Vi skal sejle i Middelhavet og første stop bliver Rhodos, men med ankomst i starten af april betyder det virkelig koldt vejr. Så vi må finde dyner, uldundertøj og strømper frem for første gang i halvandet år.