Nye kontinenter

Vi ankommer til Cairns efter 8,5 døgns hurtig sejlads i frisk vind fra Vanuatu. Nu er vi indenfor Great Barrier Reef og håber på sejlads uden stillehavsdønninger når vi skal videre nordpå. Vi er også kommet til et nyt kontinent og noget der minder om fastland efter lang tids ø-riger.

Først skal vi dog slappe lidt af. Vi har sejlet 7 måneder i Stillehavet og det har været helt fantastisk og oplevelsesrigt. Men det har også været intensivt og vi har kigget utroligt meget på vejrudsigter for at undgå alt for hårde sejladser og så har vi også bare sejlet virkelig mange sømil.

I Cairns har vi også nogle vigtige pakker der venter på os blandt andet et båd-stempel som er helt nødvendig når vi skal videre til Indonesien. Her kan man også købe alt, blandt andet havregryn til forhuftig pris, sandaler til at erstatte fodtøj som er døde af salt og sol og Lego …..

Vi tager den rimeligt med ro, men når også en tur med tog og kabelbane og vi får smagt kænguru. Man bader ikke i havet her, for der er saltvandskrokodiller og dem spøger man ikke med. Vi har mødt australiere på vejen som fortæller hvordan krokodillerne holder øje og angriber hvis man bader samme sted flere dage i træk eller bare angriber….. Dagens avisoverskrift er om en mand der er forsvundet og man mener han er blevet spist af en krokodille.

Pludselig har vi ligget en uge i marinaen og vi tager afsted videre nordover hvor vi har nogle helt smukke og behagelige sejladser langs Australiens øst-kyst op til Torres Strædet. Undervejs tager vi blandt andet et stop på Lizard Island som har dejlig snorkling. Man kan sagtens bade her – siger folk – for der bor vist kun en enkelt lille krokodille. Her knokler vi også op på toppen af øen, ligesom kaptajn Cook der havde brug for at se hvordan han dog skulle komme videre uden at sejle på nogle af alle de rev der er i området. Vi har heldigvis elektronisk navigation, så vi nyder bare udsigten.

Øerne i Torres Strædet er et specielt miljø. Her helt oppe på Australiens absolutte nordspids er man meget langt fra storbyen. Vi besøger blandt andet Australiens nordligste pub. De har deres eget flag og en helt særlig kultur, ligesom de oprindelige folk her har deres egen kategori i Australiens optælling af befolkningsgrupper.

Vi sejler videre mod Darwin. Udover en virkelig dårlig timing af tidevand rundt om en pynt hvor Sofus bliver vækket af en skyller ind af vinduet til hans køje, motorproblemer med vand i dieselen, autpiloten der står af og blokerer roret indtil den bliver afmonteret (hvilket kræver at agterrummet bliver tømt inden man kan komme til rorstammen) og et kæmpe tordenvejr med vind op til 25 m/s og tung regn – alt sammen om natten såklart – så har vi en fin sejlads og ankommer i solskin til Fannie Bay ved Darwin.

Mens vi venter på reservedele til autopiloten lejer vi en 4-hjulstrækker med 2 tagtelte og kører til Litchfield Nationalpark. Der er stor begejstring over udstyret blandt besætningen og Litchfield er også fin 😉 Det er overvældende natur Australien kan byde på. Vi bader i kølige vandfalds-søer, laver bål, kører gennem vand, ser meter-høje termit-boer og klippeformationer der ligner forladte byer. Vi ser også edderkopper så store som te-kopper, kæmpe flagermus, kænguruer og knælere og 1 million fluer.

Tilbage i båden igen efter 4 dages landgang må vi acceptere at pakken ikke kommer. Så vi må videre, Indonesien kalder. Vi har kun været i Australien i lidt mere end en måned og selvfølgelig kun set en meget lille del. Men det vi har set har været skønt og så har det været rart med en slags pause, for her i Australien er vi ret anonyme og blender fint ind så ingen lægger mærke til os.

i modsætning til Stillehavet hvor vi hele tiden prøvede at undgå for hård vind, så må vi nu se frem til meget svage vinde så langt vejrudsigterne rækker. Så vi tager afsted og forbereder os på at måtte køre en del for motor. Først får vi dog 2 dage med let modvind som gør det mjligt for os at sejle for sejl og komme fremad omend langsomt da vi må krydse. Så slipper vinden desværre op og 2,5 dages motorsejlads senere kan vi lægge anker i mørke ved øen Roti. Det er natten til lørdag og vi kan først checke ind i Kupang om mandagen. Så vi nyder et par stille dage for anker i klart vand inden vi skal til byen hvor det skulle være mere beskidt. En indonesisk familie kommer på besøg med nogle kokosnødder. De vil gerne se vores båd. Ellers er der bare ro og fred.

Søndag aften sejler vi ind til selve Kupang og lægger anker. Vi går ikke i land men sidder på båden og nyder byens lys og 1000-vis af knallerter, spændte på hvordan Indonesien bliver.

Vi har brugt en del energi på at finde ud af hvad der skal gøres for at komme med egen båd til Indonesien. Vi følger forskellige kanaler hvor andre sejlere fortæller om og spørger ind til hvordan man klarer customs, immigration og så videre. Der er mange historier om hvor besværligt alting er og korruption og bøvl, samt lange lister om dokumenter og information. Mange sætter deres lid til en agent som kan hjælpe dem igennem og klare eventuel korruption. Vi kan godt lide at have kontrol over det selv og synes også at selve processen er spændende og en del af rejsen. Så vi har meldt vores ankomst gennem en webportal og har lavet kopier af bådpapirer, pas og en crew list. Og så har vi jo fået et bådstempel som vi ser frem til at bruge.

Mandag morgen mens vi med Q-flaget sat forsøger at finde ud af hvordan vi kommer i kontakt med myndighederne bliver vi kaldt op på VHF af kystvagten som byder os varmt velkommen til Indonesien og beder os om blot at afvente på båden, så vil først sundhedsmyndigheden komme og frigøre os fra karantæne og give videre instrukser. Processen tager os rundt i byen til forskellige kontorer og vi stempler løs. Vi ser blandt andet et bagkontor i banken hvor vi skal købe vouchers til visa, der skal betales med kontanter og deres ATM er tom så vi må til en anden bank for at få penge. På immigrationskontoret er der lidt forvirring om hvad vi skal og da vi kom lidt sent på dagen ender 15-20 medarbejdere med at hænge fast næsten en time efter lukketid mens 2 medarbejdere fikser vores visa. Alle steder er folk venlige og hjælpsomme og vi bliver næsten færdige på én dag. Alle bekymringerne om vi nu har gjort nok og de dårlige historier, blandt andet dem om at det tager 3 dage uden agent, kan fejes væk. Nu er vi klar til at opleve Indonesien.

Allerede de første dage kan vi mærke at her er helt specielt. Vi er langt mere eksotiske end vi har været før på turen. Både børn og voksne stirrer på os, børnene råber “mister” efter os eller “bule” som betyder udlænding men er tydeligt kærligt ment. Vi oplever flere børn og unge som gerne vil have taget billeder sammen med os eller bare vil have os til at tage et billede af dem. Men vi oplever ingen der beder om noget ellers.

Vi nyder Kupang nogle dage. Grillede snacks på havnemolen, en tur til en badesø hvor de lokale vasker tøj, ekspeditioner i byen for at finde specifikt værktøj. Og ture hvor vi bare spærrer øjnene op og tager den nye kultur ind før vi letter anker og stikker mod Komodoøerne hvor vi håber på at se varaner.