Polynesien til Coral Sea

Stillehavet del 2

Vi forlader Maupihaa og dermed Fransk Polynesien den 13. juli efter næsten 3 måneders fantastiske natur, kultur og sejlads-oplevelser. Nu skal vi opleve flere Stillehavs-ø-riger på vejen til Australien.

Turen går til Aitutaki, en af Cook-øerne. Det er endnu en ø med et ringrev udenom, men her er der en havn vi skal ligge i. Den er blevet uddybet så vi også kan gå ind og der er arbejde i gang med at lave det til en ”rigtig” marina med omkring 100 finger-ponton-pladser og den slags luksus. Men indtil videre må man smide anker og bakke næsten ind til en rå koral-mole hvor der skal fortøjes rundt om nogle store koral-sten. Det er en lidt besværlig manøvre at lægge til på den måde men vi får heldigvis hjælp fra en anden sejler som hjælper os med de ekstra forlængede fortøjninger og så ligger vi helt fint.

Når vi ankommer til et nyt land skal vi planlægge turen så vi anløber en ‘Port of Entry’ ligesom vi også skal forlade landet fra én. Der skal ind- og udtjeknings-stempler i passene og skib og besætning skal gennem customs, health og biosecurity-inspektion. Vi udfylder papirer med personlige informationer og info om skibets forhold. Har vi dyr, våben eller drugs med ? Hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen ? Er der nogen der er syge eller er der nogen der er døde undervejs. Detaljerede informationer om længde, bredde, dybgang, farve på sejl og skrog (over og under vandet), materiale og alt muligt andet. Nogle steder går det hurtigt mens vi andre steder må vente på autoriteterne. Vi skal regne med mindst en halv dag hver gang der skal tjekkes ind eller ud, men det er en del af turen og 99 % af alle officials har været virkelig flinke.

På Aitutaki kommer der 3 m/k ombord. Udover en masse skemaer vi skal udfylde leder de efter insekter på båden og frugt og grønt der skal konfiskeres. Der ryger en pomelo men min flethat fra Raroia slipper gennem inspektionen. De er super flinke og vi bliver frigivet fra karantæne og må gå i land.

Vi vandrer op på toppen af øen hvorfra man kan se hele ringrevet rundt om lagunen. Vi tager også en heldagsudflugt i lagunen med en herboende Kiwi der sejler os rundt til de gode strande og snorklesteder og fortæller historier.

4 gode dage før vejrudsigten siger at vi skal afsted.

Så tager vi 800 sømil til Tonga. Endnu et nyt land at tjekke ind i. Vi går til Neiafu på Vavau hvor vi kan ligge godt beskyttet mens et blæsevejr driver over ø-gruppen. Det er også her vi ligger mens hele Stillehavet har tsunami-varsel. Op til 30 cm er der varslet på Tonga, så anbefalingerne er mere bløde end de for eksempel er på Marquesas hvor alle skibe på ankerpladserne anbefales at sejle ud på mindst 1000 m vand indtil faren er drevet over. Vi sover fra de ca 10 cm tsunami som ender med at ramme Tonga.

Så går turen 450 sømil til Fiji. Vi har valgt et godt vejrvindue og det er der andre der også har set, så vi ankommer til Savusavu samme dag som 26 andre både. Da de forskellige autoriteter når til os klokken fem om eftermiddagen er de ved at være trætte. Men de er også venlige og selvom vi har hørt historier om hvor strenge de er, så glider vi fint igennem og kan endelig tage ind til land og se på Fiji.

Fiji er ekstremt smukt og frodigt og Fijianerne er virkelig flinke. Vi skal lige vænne os til at blive hilst ‘bula bula’ hele tiden når vi møder folk ligesom vi – som de lidt introverte danskere vi er – skal lære at selvom folk henvender sig til os på gaden og spørger hvor vi kommer fra og den slags, så betyder det ikke at de vil have noget af os. På en køretur rundt på Vanua Levu stopper vi op for at nyde udsigten men bliver råbt an fra et hus. Vi skal da komme derop og se udsigten ud af deres vinduer, den er meget bedre dér. Så får vi en snak om løst og fast. Os så viser det sig at hendes farfar var fra Danmark. De er desuden kava-bønder og dermed en del af den store kava-kultur i Fiji.

Kava-plantens rod bruges en drik med en mild afslappende virkning. Drikken er en vigtig del af både ritualer og dagligdag. Hvis man besøger en landsby på Fiji for første gang skal man medbringe kava-rod til høvdingen. Nogle gange indgår det så i en velkomst-ceremoni hvor der drikkes kava. Derudover findes der kava-barer og salg af kava på markedet og i vejside-boder.

Vi stifter dog først ordentligt bekendskab med kava senere på turen.

På Fiji har man på et tidspunkt hentet en masse indisk arbejdskraft til øerne for blandt andet at arbejde i den omfattende sukker-produktion, så der er en stor befolkningsdel med indiske rødder og dermed en masse indisk kultur side om side med den oprindelige fijianske og mange butikker er indisk ejede og har indiske navne og indiske varer, og da vi besøger en lidt større by hænger sarier side om side i tøjbutikkerne med skjorter og kjoler i stillehavs-grafik-stof.

Sejladsen er kendetegnet ved de mange rev og øer og dermed store beskyttede områder med læ for de ellers allestedsnærværende Stillehavs-dønninger. Vi ligger for anker helt alene i den smukkeste natur og vi nyder også lidt østemning inden vi tjekker ud. Vi får en mild påtale fra en official som synes vi har været lige vel kort tid i Fiji og vi må lige synke en ekstra gang for ikke at blive overvældet af følelser da havnepersonalet i Vuda kommer med en blomsterkrans til båden og synger en sang for os inden vi slipper fortøjningerne og sejler mod Vanuatu.

Så går det mod Vanuatu i lige lidt for store bølger og hård vind, så vi får en lidt hård tur på 550 sømil før vi kan svinge ind i bugten ved Port Vila, hovedstaden i Vanuatu – i mørke som så ofte før når vi ankommer efter en lang tur – og lægge anker på karantæne-ankerpladsen.

Næste morgen tjekker vi ind og flytter os til en mooring i den godt beskyttede bugt ved byen hvor vi ligger nogle dage mens vi nyder endnu et nyt land med imødekommende og flinke mennesker.

En bus-chauffør råber os an. Vil vi hyre ham til en sightseeing-tur ? Det gør vi og Yaz giver os en festlig tur inklusive gode historier til vandfald, skildpadde-reservat, vand-park hvor hovedforlystelsen er at svinge sig i et reb udover lagunen og rundvisning med rom-smagning på ”83 Islands” distilleriet.

Sidste stop på turen er et besøg på en skummel kava-bar. Ude bagved sidder de og kværner, rører og presser for at skabe den muddervands-lignende drik som vi så drikker inde i baren.

En begivenhedsrig dag som vi topper med det vildeste ild-show på stranden ved Mele. Vi sidder på forreste række og kan mærke varmen når de puster ild og svinger deres brændende spyd hen over os. Yaz kører os derud og hjem igen og så er vi ellers fyldt op med oplevelser.

Vanuatu har 83 øer hvoraf 65 er beboede. De oficielle sprog er engelsk, fransk og bislama. Bislama er Vanuatus kreolsprog baseret på engelsk. ”Broken English” hørte vi én kalde det. Bislama er det sprog de bruger for at kommunikere på tværs af øerne, for der findes desuden over 100 lokale sprog som er vidt forskellige fra ø til ø og nogle gange fra landsby til landsby. Vanuatu siges att hvad den højeste sprogdiversitet per indbygger.

Vi sejler til øen Ambryn, som er kendt for vulkan og musikeren Tio (https://www.wantokmusik.org/tio), hvor vi ligger alene i Craig Cove og oplever i den grad en kontrast til Port Vila. Her er tempoet helt i bund. Vi bliver inviteret til mindehøjtidelighed for den afdøde lokale tidligere MP og business man, Rafael Worwor. Han døde for 90 dage siden og traditionen foreskriver en højtidelighed hver 10. dag indtil 100 dage og dernæst én efter 1000 dage.

Enken, Nancy, serverer kava og nu tør vi godt kaste os ud i hele 2 kopper. Der er blevet lavet mad, blandt andet laplap som består af græskar og kokos ”bagt” i palmeblade i gløder og vi får en god portion med hjem til båden.

Næste dag kommer Francis ud til os i sin udrigger-kano og tilbyder en guided tur i landsbyen. Senere tager han os med på en vandretur op til telefon-masterne hvorfra man har en fantastisk udsigt. Vi tager dog turen i tungt tungt regnvejr og kan kun se skyer deroppe. Men så får vi til gengæld en masse historier og fortællinger om livet på Ambryn og vi ser hvor han henter papaya og kassava og hvor man kan plukke lime og citroner.

Om aftenen spiser vi på hans ‘restaurant’ hvor hans søster står for maden den dag. Inden maden besøger vi dog lige hans kusines kava-bar hvor vi hænger ud længe nok til at høre om hvordan de jager vildsvin med hund og kniv, rejser til Australien for sæson-arbejde og hvordan livet i den lille landsby på Ambryn ellers er.

Fulde af oplevelser tager vi videre til sidste stop på Vanuatu, nemlig Luganville, som er byen på den største ø i Vanuatu.

Men tiden i Stillehavet har en ende. Vi må planlægge vores tur efter de store vejr-fænomener. Der er en tid for at være ude af Stillehavet hvis man vil forsøge at undgå cykloner og vi skal også nå andre dele af turen så det passer med årets vejr. Så vi finder et tilsyneladende godt vejrvindue for en 1300 sømils tur til Cairns i Australien. Vi er spændte på turen, for den kunne godt gå hen og blive lidt hård da vinden er til den kraftige side og bølgerne ser ud til at kunne blive ret store.

Vi forbereder så godt vi kan, laver mad til 3 dage og tager første døgn med mindst mulig nede-i-kahytten tid. Heldigvis hælder det virkelige vejr til den gode side i forhold til udsigten så udover at vi ruller rigtig meget i lange perioder bliver det en helt god tur og tilmed hurtig. Efter 8 1/2 døgn smutter vi ind i Cairns lige inden solen går ned. Nu skal vi slappe af et par dage inden turen går videre nord om Australien.

Stillehavet har været et fantastisk bekendtskab. Vi havde forventninger til Fransk Polynesien generelt og Marquesas i særdeleshed, men vi må indrømme at vores viden om og forventninger til ‘resten’ af Stillehavet slet ikke kunne måle sig med de oplevelser vi fik. Vi havde heller ikke helt forstået hvor stort et område det er.

Prøv at kigge på et kort over Stillehavet – det er helt utroligt stort og der er virkelig meget hav der skal krydses. Den lange tur fra Galapagos til Marquesas var 3000 sømil, men efter det var der ca 5000 sømil mere der skulle sejles i mindre bidder før vi ankom til Australien – et nyt kontinent.

Nu har vi gjort det, og det var en lang tur, men helt utroligt oplevelsesrig og lærerig.