Mãuruuru, Fransk Polynesien

Vi var på Marquesas i lidt mere end en måned. Længere tid end vi egentlig havde regnet med, men vi havde et projekt med at modtage og installere det nye vindror og ikke mindst viste Marquesas sig at være en kultur og naturperle og fantastisk dejligt.

Men vi skal videre for Stillehavet er stadig stort og selvom vi har tilbagelagt den lange distance er der stadig mange sømil der skal sejles før vi når Australien.

På denne del af turen er der dog mange steder vi kan og gerne vil stoppe og opleve.

Første stop efter Marquesas er Tuamotu-atollerne. Det er vulkan-øer hvor selve øen er sunket i havet igen og kun koral-ring-revet er tilbage. Ikke alle er beboede og ikke alle har en åbning i ringrevet man kan sejle ind igennem.

Vi har udset Raroia som første destination. Den er placeret godt på vejen fra Marquesas, men lige så vigtig: det var der Thor Heyredahl med Kontiki gik i land / forliste efter den vilde 101 dages sejlads fra Peru.

Ankomsten til åbningen i ringrevet (passet) skal planlægges rigtigt. Der kan være stærk strøm i det smalle pas og hvis det kombineres med kraftig vind og/eller bølger kan det være ubehageligt, vanskeligt eller direkte farligt. Så vi læser tidevandstabeller og konsulterer den fabelagtige app ”Guesstimator” der forsøger at forudse strømmens retning og styrke på et givet tidspunkt for alle atoller.

På vejen dertil skred planen og vi ankommer for sent til ”slack water”. Efter rådslagning ombord og med Leia som vi følges med beslutter vi at forsøge alligevel, cirka 2 timer for sent.

Vi sejler helt hen til passet og synes det ser roligt nok ud så med fuld koncentration og speederen i bund stikker vi stævnen ind i modstrømmen på 2-3 knob og kommer igennem uden drama. Leia kommer også igennem 10 min senere, men næste båd vælger at vende om og vente til næste slack.

Nu skal vi bare krydse lagunen og lægge anker på den modsatte side i læ for østenvinden. Vi overraskes af hvor stor lagunen er, der er 5 sømil på tværs og vi skal bare navigere uden om ”bommies” som folk kalder de klodser af koral som stikker op rundt omkring. Vi har solen i ryggen og matroser oppe i vanterne for at holde øje. Og så er det også virkelig brugbart med satellitkort importeret i navigationssystemet.

Vi lægger anker nær ved stedet for Kontikis landgang hvor der er en lille mindesten.

Her er helt overnaturligt smukt på en måde jeg ikke tror jeg evner at formidle. Det er som at være landet i en urealistisk trope-ø-film og vi er lige midt i det i virkeligheden.

Sigtbarheden i vandet er utrolig og der er smukke fisk og koraller.

Næste stop bliver Fakarava som er en noget større atol kendt for god snorkling og dykning.

Nu er vi ikke nybegyndere mere i forhold til at sejle gennem atol-pas så vi tager det fuldstændig off timing, men da det er et meget bredt pas er det ikke så kritisk og det går fint.

På Fakarava ligger vi både i nord og i syd og vi oplever at der godt kan bygges bølger op i den 30 sømil lange lagune når det blæser fra nord og vi ligger i sydenden. Vi vipper noget op og ned og ligger om natten og tænker på hvor tæt vi er på koralrevet hvis vi skulle rive os løs.

Vi oplever også smuk snorkling med god sigt, smukke koraller, farvestrålende fisk, hajer og rokker.

Så stikker vi afsted mod Papeete, den store by i Fransk Polynesien på Tahiti, hovedøen i det der kaldes Society Islands. I lang tid har Tahiti været et pejlemærke for alle de ting vi ikke har kunnet købe eller ordne siden vi forlod Panama, så forventningerne er store.

Vi ankommer sent en eftermiddag og er heldige at få en plads i Papeete Marina midt i byen med støj og biler, reklamer og hjemløse i gaderne. En rigtig by og en stor kontrast til de tyndt befolkede atoller og det naturrige Marquesas. Her kommer kæmpestore lystyachts, cruiseskibe, hurtigfærger og så en masse som os der lige tager et stop før vi skal videre ud på anker-eventyr.

Vi stor-nyder det enkle marinaliv hvor man har 220 Volt og trykvand i slangen fra broen hvor man bare hopper i land og går en tur, hvor man ikke skal overveje om ankeret ligger godt og man bare kan tage et ferskvandsbrusebad når man har lyst og den slags luksus.

Der er en del projekter der skal laves på båden men vi har også en følelse af pligt til at opleve Tahiti så vi prøver at balancere det så godt som muligt.

Efter lang tid i marina – i vores målestok vil det sige 10 dage – skal vi videre til Raiatea hvor vi skal på land. Efter 1 års sejlads og rundt regnet 15.000 sømil under kølen trænger bunden til en ny gang maling og vi vil også gerne skifte skrue-aksel-pakningen (blackjack) som lækker en lille smule.

1 døgns sejlads til Raiatea og vi kan efter en dags tålmodig(!) venten bevæge os mod slæbestedet hvor 2 mand med snorkler og dykkerbriller skal i vandet for at sikre at støtterne på traileren bliver placeret korrekt. Det er spændendende at skulle have båden på land et nyt sted men de har styr på det og tager det roligt mens de sikrer at alt bliver gjort ordentligt. Og inden længe står vi på pladsen, stivet godt af så vi kan bo på båden imens.

Så følger nogle travle dage hvor vi får ordnet det planlagte inklusive polering af fribord som vi håbede at kunne nå for det er virkelig tiltrængt, og vi er glade da vi igen kommer i vandet efter 4 nætter på land. Så er det hurtigt ud på ankerpladsen igen og lufte det nye hjemmesyede splitflag som bådsyersken måtte i gang med da det meste af det gamle var blæst væk.

De 2 øer Raiatea og Tahaa ligger inde i det samme ringrev og byder derfor på masser af dejlig sejlads i beskyttet vand uden swell. Genialt.

På Tahaa besøger vi blandt andet Brian Hasens vanillefarm, Pari Pari romdestilleri og Ia Orana Pearl Farm. Vi køber vanilje og rom men springer over perlerne som er smukke men også dyre. Ikke så mærkeligt når man ved hvor meget manuelt arbejde der har været i at håndpode og høste den enkelte perle.

Så går turen til Bora Bora. En kort tur der kan gøres på en dags-sejler og så er vi igen inde i et ringrev med en smuk ø som vi cykler en tur rundt om og vandrer lidt op af. Her er også smukt men med en del turisme i store resorts bygget ude i vandet som ser vildt luksus ud.

Bora Bora er den vestligste ø i Fransk Polynesien hvor man kan tjekke ud, så det gør vi for at sejle mod Cook Islands. På vejen dertil sejler vi dog forbi den vestligste beboede ø, Maupihaa. Der bor 5 mennesker og der kommer ingen færger eller forsyningsskibe forbi så beboerne er virkelig dygtige til at være selvforsynende. Desuden er det kendt i sejlerkredse at hvis man planlægger at tage dertil så kontakter man først en slægtning i Maupiti eller Papeete for at høre hvad man skal tage med til Maupihaa.

Turen ind gennem ringrevets smalle åbning er spændende. Vi har en del modstrøm og på begge sider, lige ved siden af båden ( sådan føles det i hvert fald) rejser koralrevet sig næsten til vandoverfladen. Men inde i atollen er der helt roligt vand, god sigt og ingen forhindringer på tværs over lagunen mod ankerpladsen.

Her er smukt. Som om Fransk Polynesien lige vil afslutte vores besøg ved at vise os hvor skønt der er.

Vi møder øens familie som består af bedstemor, mor og søn på 3 år og bliver inviteret til middag imorgen sammen med de andre sejlere i bugten. Det er en tradition de har for at vi sejlere der besøger øen skal føle os velkomne og de holder stædigt fast i ikke at gøre en forretning ud af det selvom velmenende venner har foreslået det.

Indtil for få år siden var der en perlefarm og copra-produktion, men de fortæller at de skal kunne høste 40 tons kokosnødder hver 3. måned for at copra-båden vil komme og hente og dermed også bringe forsyninger til øen, men de kan ”kun” høste 10 tons. Vi synes 10 tons lyder af hårdt arbejde for 2 personer.

Der er ingen mobil-dækning og familien har blot en satelittelefon til nødstilfælde. De har en gæstebog som går tilbage til 2011 men er indtil videre fri for kunstig intelligens, sociale medier, doomscrolling og virker ikke til at have nogen frygt for at ‘misse out’.

En vanvittig kontrast til den verden vi er vant til derhjemme og vildt at se at det findes derude.

Vi forlader Maupihaa en stor oplevelse rigere. Fransk Polynesien er krøbet under huden på os med sin natur, kultur og en venlighed og imødekommenhed som vi sjældent har mødt.