Biscayen – en milepæl

Rainbow er kommet over Biscayen og vi er taget op i bjergene i Portugal

Jeg vil spare jer for en detaljeret gennemgang af vores whereabouts siden sidste blogindlæg, men blot liste at vi efter Dieppe har været i Cherbourg, L’Aberwrach, Brest, Camaret sur Mer og nu krydset Biscayen til La Coruna.

Biscayen er helt klart en milepæl: 340 sømil som tager 2-3 døgn og er en tur hvor man gerne vil have en god vejrudsigt til turen. Specielt i hård vestenvind kan der bygges ret store bølger op ude fra Atlanten. Det betyder blandt andet at hvis vinden aftager er der stadig meget bølgegang et godt stykke tid efter.

Vi brugte lang tid på at drøfte mulige afgangstider fra Camaret. Der var en god vejrudsigt foran os men cirka 20 sømil ude er der et stræde: “Raz de Sein” som kan blive meget voldsomt i de forkerte kombinsationer af vind, strøm og bølger. I strædet kan der være 7-8 know strøm og Atlanter-dønninger fra Vest kan smyge sig rundt om øen Île-de-Sein og give dønninger fra både nord og syd. Så man forsøger at ramme når strømmen er mindst dvs. når den vender. Vi planlagde at tage afsted tirsdag d. 16. juli kl ca 13, men på grund af utålmodighed og undervurderet hastighed lykkedes det ikke helt, så vi fik en strækning med rimelig dårlig sø. Vi var glade for at der trods alt var relativ let /vind for det var nemt at forestille sig at det kan blive meget voldsomt i dårligere vejr.

Midt i Raz de Sein

Vi undrer og overraskes over hvor store krafter der er i tidevand og at mennesket ikke har fundet en måde at udnytte det på.

Efter Raz de Sein havde vi varieret sejlads til La Coruna hvor vi så både delfiner og hvaler og fangede en god stor fisk (vi mener det er en bonito) og glædede os over at ankomme 2½ døgn efter afgang i et smukt blikstille månebelyst nattebillede af La Coruna.

Nu er vi nået Spanien, klimaet virker anderledes, varmere, og vi er ude af den Engelske kanals tidevands-cirkus. Næste etape er udforskening af de spanske flodundinger og bare generelt nyde livet.

Lige nu nyder vi et afbræk fra sejlads i Quinta Kanimambo, Katja og Nimbus’ bjerghus som ligger i Portugal i Peneda Gerês med vandløb, bjergterasser, fado festival og virkelig dejligt selskab.

12 Comments

  1. Tak for opdateringen og de flotte billeder. Vi må vist finde globusset frem nu for at kunne følge med hvor i alverden I er. Hvordan smagte fisken?

  2. Nanna Kinch

    Wow, det lyder som et fantastisk eventyr for hele familien. Skønt at gense jeres ( store! ) drenge.

  3. Michael Hemmingsen

    Der findes skam tidevandskraftværker rundt om i verden. Det vist nok ældste (fra 1966) har I næsten sejlet forbi ved St.Malo, hvor man udnytter, at vandet to gange i døgnet (næsten) stiger og falder 10+ m og derfor fylder/tømmer en flod, der munder ud i havet. Men ligesom med bølgeenergi er det svært at gøre rentabelt trods kræfterne.
    Fortsat god tur.
    Michael H

    • Lene Tullin Nielsen

      Jamen så godt ord igen. Vi er dog gået i tænkeboks alle 4 med ideer til hvordan man kan udnytte tidevandsenergien uden at det salte miljø ødelægger alt. Der er tænkt i noget med magneter blandt andet.
      Dejligt at høre fra dig.
      Mvh Lene

  4. Hej Besætningen på Rainbow On Fiyah.
    Spændende beretning om tidevandet og godt i slap igennem. For os havde det vist krævet et helt ærme af søsygearmbånd.
    Fortsat god vind og medstrøm.
    Hilsen den sønderjyske familie

  5. I er for seje… respekt!
    Det er fantastisk at I kan opleve alt dette og deler det her til os! TAK!
    GOD VIND og Pas på hinanden…

  6. Skønt at se billeder og høre om jeres tur! Vi savnede jer på Fyn, men jeg glædes over at I får så mange spændende oplevelser.
    Stort knus til jer alle 4
    Kærlig hilsen
    Malou

  7. Mette Lohse

    Rigtig god vind som min far altid sagde når noget var ekstra vigtigt. Og hold nu op nogle billeder. Jeg er i stand til at blive søsyg blot ved at kigge på billederne.
    NYD det💪🏻😍

  8. hanna jessen

    Aloha fra sommervarme Danmark!
    Vi har fået jeres brev, Bjørn og Sofus, og læst det højt i ildgruppen i dag. Dejligt at høre fra jer! En del af børnene er i gang med at skrive brev til jer (selv om vi jo bare har holdt sommerferie i mange uger), så e-posten kommer snart flyvende over bølgetoppene. Nu har jeg læst alle jeres blog posts og set billederne – jeg bemærkede straks, at I sad med blyanter og skolebøger ved bordet i salonen. Sådan!
    Nyd Portugal, mit næsten-yndlingsland. Det er så vildt, så grønt, så råt og skønt. Spis en ekstra Patel de Nata for mig og nyd at have klippegrund under fødderne, før I stævner ud over Atlanterhavet.
    Ship ohøj fra Hanna

  9. Christian Grønne

    Raz de Sein – det er da der sørøverne i Asterix altid “går under” 🙂 – Fortsat god tur – og lykke til på rejsen. Kh Christian

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *