Sidst I hørte fra os lå vi midt i Kielerkanalen og nød et par afslappende dage med endnu lidt praktiske gøremål. Det er som om To Do listen aldrig bliver tømt. Nu er vi lidt videre, der er ikke rigtig sket så meget bortset fra en hval-oplevelse, men vi har det godt og du skal ikke snydes for lidt rejsebeskrivelser.
Vi tog afsted fra Rendsburg 12. juni med en ide om at vejret nede ved Cuxhaven var ved at være til at sejle i igen. Anden etape af kanalen var ligeledes ret begivenhedsløs (hvilket er godt) og efter en meget urolig nat ved slusen i Brunsbüttel, hvor vi kunne høre hver eneste skib der blev sluset igennem i løbet af natten, stod vi tidligt op og tog mod Cuxhaven hvor indsejlingen til havnen skulle gøres i 2-3 knobs strøm fra siden – ret spændende at ramme havnehullet.



Næste etape var mod Den Helder (en tur på ca 120 sømil) eller Ijmuiden (200 sømil) i Holland. De nordfrisiske øer egner sig ikke så godt til Rainbows dybgang så dem valgte vi at springe over. Vi stak afsted med en god vind et døgns tid hvor vi præcis kunne holde en kurs uden for storskibsruten på en foranfortværs bagbord halse. Senere spidsede vinden og vi krydsede en del frem og tilbage i modstrøm, fik brugt 2. reb i storsejlet indtil vinden igen langsomt løjede af og vi kørte en god strækning for motor.
Vi nåede Ijmuiden og så var vi i et nyt land igen.

Holland er skøn, og fra Ijmuiden kan man tage toget til Amsterdam for en rigtig storby-tur. Forskellige interesser førte os til blandt andet en Lego-store, Mediamarkt og en indisk købmand hvor vi endelig fik os en 5 l trykkkoger (af mærket ‘Prestige’ – mere om det en anden gang). Af kulinariske oplevelser var stoofpot og pandekager.


Ijumiden ikke specielt interessant så vi tog straks videre mod Scheveningen kun 25 sømil længere syd.
På vej derned i en skøn lænser i let vind så vi i horisonten noget vandsprøjt, som jeg straks vurderede absolut IKKE kunne være en hval, indtil vi lidt senere så silhouetten af en hval springe op af vandet. Heldigvis var dens bane lige på vores kurs, så vi fik set den ret tæt på. Med vores bedste identifikationsevner mener vi at det må være en finhval, men hvis du sidder inde med bedre biologviden til at tolke billedet, så lad os endelig høre.
Helt høje på hval-spotting kom vi til Scheveningen.



Vi lå et par dage i Scheveningen, for blandt andet at se strandpromenaden og pariserhjulet, være på Vlaggetjesdag (en slags havnefest), men også en tur til Den Haags internationale institutioner for fred og retfærdighed samt International Criminal Court hvor vi overværede (en lille del af) en retssag mod en person fra Den Centralafrikanske Republik anklaget for krigsforbrydelser. Det var spændende at løfte en lille flig ind til et kæmpe stort og omfattende system som forsøger at gøre ret hvor der har været uretfærdighed.





Ellers er det er utroligt så meget vi kigger på, taler om og bekymrer os om vejret og tidevandet. Nogle dage kan man blive helt deprimeret af at vi ikke bare kommer den rigtige vej i dejligt sejlvejr, men så øver vi os i at være i det og nyde nuet.
Vi vil altså gerne sydover inden efteråret, men vi vil også gerne undgå at blive afsat som forældre på grund af for mange dårlige sejladsoplevelser.
Så da der var 2 dage der lignede godt sejl-vejr tog vi afsted mod Frankrig.
Først skulle vi krydse Hoek van Holland som er indsejlingen til Rotterdam og kendt for en perlerække af fragtskibe på vej ind og ud i god fart. Sejlruten skal krydses vinkelret på og man forventes at kalde trafikkontrollen op på VHF og informere om at man krydser.
Vi blev serviceret meget venligt og måske fik de endda et af skibene til at ændre kurs en lille smule så vi kunne holde vores kurs og fart og smutte forbi.





Dernæst fulgte 1,5 døgn sejlads med forskellige sejlføringer, blandt andet fik vi god brug for gennakeren men også ‘sommerfugl’ med vinden ind lige bagfra.




Tidligt om morgenen d. 26. juni kunne vi anløbe Dieppe. Her var der fransk sommer og 8 m tidevand, men vi har fundet en plads med vand nok under kølen og er dagligt forundrede over vandets kræfter.



Dejligt at kunne følge med. Fortsat god tur!
Hej Lene og familie
Det er spændende at følge jeres tur, nu hvor vores er ved at tage sin ende. Så kan vi genopleve de skønne steder i Nordeuropa gennem jeres fortællinger. Det lyder til at vejret er lidt omskifteligt i den engelske kanal. Men i er da nået langt allerede! Fortsat rigtig god tur.
Hilsner Sailing Fionia, Sidsel
Siden vi er desverre på vej oppover igjen så sees vi kanskje på vejen
Vi er i ribadesella,spania på vej til å krysse oss opp til brest.
Finner ikke dere på ais.har dere ikke sender?
Mmsi nr?
Hej Jan! Vi har desværre ikke AIS sender, kun modtager. Så vi er lidt stealth 🙂
Vi skal nok til Cherbourg næste gang, og så nok Brest.
Håber vi mødes!
Hold op, hvor i seje.. og spændende informativ læsning. Go’ vind!👋🏼
Det var dejlig og spændende godnatlæsning for os i Aabenraa.
Bjørn ser sej ud med hans tøj og hat. Han ligner en rigtig opdagelsesrejsende.
Vi glæder os til næste afsnit.
Vi er sikker på at det var en pukkelhval i har set.
Sejlerhilsen fra Eskild og Viggo
Hvor er I altså seje! Og hvor er det fedt at kunne følge med her. Vi sender hilsner fra Freinet-skolen, som holdt sommerfest i fredags og sidste skoledag i dag, og hvor I er savnet. Sommerferien er dog tiltrængt. Søs er glad for at få beskeder fra Bjørn ind i mellem. Kærlig hilsen Søs og Katrine
Ser spændende ud!
Jeg tror også det er en ung pukkelhval i har set, har selv set en del af dem – de springer modsat de voksne. Fortsat god rejse!
Kære alle 4,
Tak for beretning fra søen og det mellemeuropæiske 🙂
Vi følger interesserede med fra Slangerup og glæder os til at se jer på Tenerife!
Det er en finhval … siger mine biologer
Det lyder som en skøn tur!
Det er en pukkelhval, I så. Vi så dem også ud for Sydney sidste år, men var ikke så heldige at se dem springe…
God tur videre!
Hej oi (s)gæve sejlere, I er da nået et pænt stykke ned i EU , det var en pukkelhval i så, Nice , I burde have jer en AIS Transponder ombord, det gør jeres tur noget mere sikker, vi har prøvet det men valgte ret hurtigt at få en sender også. Fortsat fair winds