Sri Lanka – Maldiverne – Djibouti

Et ordentligt ryk mod vest

Sri Lanka var ikke en destination vi havde overvejet hjemmefra. For at være helt ærlige så var alt efter Marquesas en smule uklart for os inden vi tog afsted. Vi havde studeret Jimmy Cornells bøger (aka: langturssejlerbiblen) og lavet en overordnet plan, men præcis hvilke steder vi ville besøge havde vi ikke besluttet.

Undervejs som turen tager form dukker Sri Lanka op på ruten og jo mere vi læser om det jo mere ser vi frem til det. Vi får også en en aftale om besøg hjemmefra og det er virkelig noget vi glæder os til.

Derfor er der også en relativ fast dato hvor vi senest skal være i Sri lanka, og helst ikke meget tidligere, for havnen i Galle har ry for at være meget urolig og hård ved fortøjninger og fendere og dermed ikke et sted man ligger i meget lang tid.

Turen fra Thailand til Sri Lanka er cirka 1200 sømil. Vejrudsigterne har varieret meget i styrke, men da vi nærmer os afgang er der svage vinde så langt vejr-øjet rækker, så vi fylder op med diesel og forbereder os på en langsom tur med en del motorsejlads.

Det viser sig at holde stik. Men også rygterne om behagelig sejlads taler sandt. Der er stort set ingen dønninger og vi kan sejle for sejl i meget svag vind. Noget vi ikke har prøvet siden de indre danske farvande. Bølger har det med at få sejl og rig til at klapre istedet for at drive båden fremad. Under en periode med vindstille tager vi endda sejlene ned og ligger og driver med strømmen. Yderst behageligt.

I sejlerfora bliver der fortalt om fiskeskibe der sejler helt tæt på og gerne vil sælge fisk for cigaretter eller bare gerne vil have nogle “gaver”. Sejlere fortæller om hvordan de har forberedt poser med cigaretter eller andet som de kan smide i vandet. Fiskerne kanså samle det op og på den måde slipper man af med dem. Vi har ingen gaver med eller iyst til at følge den trend, så da vi bliver passet op af en ordentlig klods af et Sri Lankansk fiskefartøj med udstyr og metalstænger der stikker ud til siden forsøger vi os med venligt “nej tak” og almindelig høflig konversation om hvor de er fra og hvor vi skal hen. “Så ses vi i Sri Lanka” slutter vi og de drejer endelig af og sejler videre en anden vej.

Ellers er de 9½ døgns sejlads fra Koh Lanta i Thailand til Galle en behagelig tur som slutter med ankomst i mørke(!) til den anvist ankerplads uden for Galle Harbour, og næste morgen kan vi sejle ind i havnen og fortøje til den slidte beton-mole hvor vi de næste 2 uger strammer, flytter, beskytter og ændrer på fortøjninger for at ligge bedst muligt. Det er meget uroligt, men det er til at leve med.

Vi bliver tjekket ind og får stempler i passene samt en “passér-seddel” så vi kan gå ud og ind af havneområdet som er bevogtet af vagter med AK47. Der er meget sikkert og roligt på havneområdet. Men så snart vi går ud af porten er der fuld skrue på busser, biler, knallerter og tuk-tuk’er der alle skal frem hurtigst muligt. Et generelt højt, støvet og hektisk tempo. Men vi finder de vigtige steder hvor man kan købe ind, få fyldt gasflasker, vasket tøj og købe frisk fisk. Og så går vi igang med at nyde Sri Lanka som viser sig at indeholde endnu mere end vi forestillede os og alt for meget til så kort et ophold. Vi når dog både en smuk togtur langs kysten til hovedstaden Colombo, den årlige buddhistiske fuldmåne-parade med udklædte elefanter og tusindvis af dansere i forskellige kostumer, et madlavningskursus så vi nu kan lave Sri Lankanske curries, hvalsafari, en tur op i bjergene til maleriske Ella hvor der er køligt om natten og bjergudsigt fra balkonen samt den hyggelig bydel ved det gamle hollandske fort i Galle.

Vi tager dejlige minder med videre fra Sri Lanka, ikke mindst besøget hjemmefra hvor vi får mulighed for at dele vores verden og oplevelser med ander var fantastisk.

Maldiverne var heller ikke på den oprindelige sejlplan, men er et godt afbræk på den næste lange sejltur og så selvfølgelig kendt for smukke strande og blåt vand. Vi tager lige de 450 sømil til den nordligste ø man kan tjekke ind på – Ulligan – og blive mødt af de skønneste blå vand, hvide strande og dejlig afslappet stemning. Maldiverne har organiseret sig så nogle øer har turist-resorts, nogle har produktion og andre er “almindelige” øer beboet af maldivensere. Ulligan har således ingen turister bortset fra de sejlbåde der kommer forbi og ligger for anker ud for byen. Der er støvede sandveje og bare 2 så butikker, en restaurant og en lille cafe. Stor kontrast til heltiske Galle og helt utroligt skønt. Så vi har nogle rigtig gode dage hvor vi blandt andet når at besøge den nærmeste “store” by med førgen. Vi skal købe et nyt startbatteri for det gamle stod af på vejen hertil. Da vi nævner det i en butik bliver Nikolaj kørt rundt i byen på knallert af en mand der tilfældigvis hang ud. Og efter en halv times tid læsser de batteriet af nede på havnen hvor færgen afgår senere. Der får det i løbet af dagen selskab af en god del andet gods der skal med tilbage. Det er sådan man gør det her og ingen hapser tilsyneladende noget.

Vi tager også på en speedbådstur hvor de 3 guides fanger fisk og blæksprutter med harpun mens vi snorkler på korallerne og kigger på rokker, fisk og skildpadder. Så sejler de os hen til en ubeboet ø hvor de griller fiskene og laver frokost til os.

Maldiverne er vildt smukt og fantastisk, men der er altså en udfordring med skrald, især plastic, både det de selv smider ud men givetvis også noget der flyder hertil. Det er et rimeligt reguleret samfund med fri skolegang til 10. klasse og skattefinansieret sundhedssystem så vi håber de også får fokus på skraldehåndteringen snart.

Næste tur går cirka 2000 sømil til Djibouti. Siden vi besluttede at tage turen gennem Rødehjavet og Suez-kanalen har netop denne tur hvor man sejler forbi Somalia og Yemen været noget der har ligget i baghovedet som en milepæl. På grund af tidligere hændelser i området med pirater er der etableret militær operationsenheder samt en 600 sømil lang international anbefalet transit korridor (IRTC) gennem Adénbugten. De store fragtskibe sejler i 2 spor i henholdsvis vest- og østgående retning, og mellem de to er der en rute på 2 sømil i bredden hvor vi små skibe anbefales at sejle.

Vi har fulgt situationen nøje og talt med andre sejlere der har taget turen de sidste par år og vi har evalueret at det er noget vi tør begive os ud id.

Lige inde vi tager afsted begynder USA dog at rasle med missilerne mod Iran. Hvordan det kommer til at påvirke situationen i området er lidt (for) spændende.

Da vi tager afsted er det med en vejrudsigt med meget svage vinde og en forudsigelse om +10 dages motorsejlads. Og selvom vi løbende har øget antallet af reservedunke, og endda er begyndt at sejle med dem på dækket, er vi ikke i nærheden af 10 dages motor-kapacitet. Men det giver ikke mening at vente, for vejrbilledet er det samme så langt vi kan se frem i tiden. Og vi har hørt fra sejlere foran os at det Arabiske Hav er meget roligt så vi forventer at kunne sejle i meget svage vinde. Vi kan også se at vinde kommer og går, så vi kan forvente at der på et tidspunkt vil komme vind i løbet af alle strækninger.

Og så er det altså bare vejr-forudsigelser og de ændrer sig fra dag til dag. Moderne vejrudsigter er meget detaljerede men nøjagtigheden rammer ofte ved siden af, så vi har valgt at tage det mere som en slags guideline der kan sige om vi skal frygte storme og den slags, og ikke som en garanti for præcist vejr. Vi gør selvfølgelig alt vi kan for at tage afsted i gode vejrvinduer, men vi bruger også håb, krydsede fingre og overtro som strategi og tager afsted mod Djibouti.

De første dage går rigtig godt med mere vind end forventet. Tilmed kommer vinden lidt forfra og havet er roligt, så vi kan rigtig udnytte de 3-4 m/s vi har at sejle med. Så rammes vi af et par døde områder hvor vi kører for motor en halvdags tid, men grundlæggende går det fint fremad. Bare meget langsomt. Det her er den 3. længste tur på hele vores lange tur. Men de legendariske lange ture over Atlanten og Stillehavet er præget af stabile kraftige vinde og der kunne vi nemt sejle 140-150 sømil på et døgn. Her på denne tur tilbagelagde vi på første døgn 80 sømil.

Det går virkelig langsomt og hver gang vi tænder motoren skal vi evaluere vores dieselforbrug. Der skal være noget tilbage til dele af den 600 sømil transitkorridor. Vi vil ikke risikere at skulle ligge og drive for strømmen nmellem fragtskibe og Somalia og Yemen. Vejrudsigten lover hele tiden bedre vind imorgen eller om 2 dage, men især da vi kommer til transitkorridoren skulle der komme stabil god vind.

Men vinden kommer ikke i de mængder vi har brug for og da den drejer til medvind og tilføjer lidt bølger kræves der højere vindstyrke for at holde gang i skuden. Vi ærgrer os over at vi ikke lige købte 4 dunke mere til diesel.

Så sejler vi gennem en fiskeflåde af små joller. Én af dem sætter farten op og sejler hen mod os. Det er ikke rart at blive passet op på åbent hav, vi føler os meget udsatte og der er ingen hjælp i nærheden. Men specielt i dette hav stiger pulsen lige lidt mere når man ser et fartøj der ikke er et sejlskib eller fragtskib. De kommer helt hen til os, 3 mænd i en fiskejolle, og laver det internationale tigger-tegn for “jeg er sulten, giver du noget ?” Vi prøver igen den venlige afvisende strategi og efter kort tid sejler de væk og hilser lidt modvilligt.

Vi har en lille transistorradio der kan modtage langbølgeradio, så vi erfarer fra BBC World Service at USA er igang med at bombe Iran og vi hører også om det Iranske krigsskib der blev sænket lige ved Galle – altså nogle tusinde kilometer fra Iran – hvor vi sejlede for et par uger siden og hvor andre både vi kender ligger lige nu. Det er skøre tider

Undervejs på denne tur skal vi rapportere vores position ind en gang i døgnet til de europæiske maritime operationer i området. Det giver en følelse af at de holder øje med os, men de holder i hvert fald øje med hvad der foregår i farvandet generelt og vi får dagligt nyhedsmails med info om skibe der er forsøgt kapret, har fået skudt på sig, ramt et eksplosiv eller andet i den kategori. Det er dog hændelser i Hormuz-strædet og langs Somalias kyst syd for Afrikas Horn og altså langt fra os. Og selvom det passer med det generelle billede vi har fået når vi har undersøgt situationen, nemlig at der ikke har været nogle hændelser der involverede sejlskibe i 15 år, så er der alligevel en lille bekymring i baghovedet.

Efter 10 lange dage når vi endelig til starten af IRTC. Vinden er stadig svag og forsvinder af og til. Nu har vi kun 2 sømil at brede os på og med vinden lige i ryggen snegler vi os afsted. Vi må skære på skrå i korridoren for at få gang i skibet så der bliver bommet en del.

Det bliver 600 lange sømil med få begivenheder. Vi fejrer selvfølgelig når vi runder en milepæl som halvvejs, 2/3, 3/4 og så videre. En enkelt gang stiger pulsen lidt igen da et mærkeligt skib sejler på tværs og styrer direkte mod os. Men vi ændrer vores kurs lidt og de fortsætter bare deres og panikken er afblæst.

100 sømil fra målet forlader vi IRTC og går mod Djibouti. Vi ankommer efter solnedgang og har hørt at det ikke anbefales at gå ind i havnen i mørke, men til gengæld kan man ankre op ved en ø 6 sømil nord for.

Vi sejler langsomt så tæt på øen vi tør og lægger anker. Og efter en gruppe-krammer på fordækket og lidt hygge i cockpittet går vi til køjs. Imorgen vil vi udhvilede sejle ind til Djibouti havn i dagslys og blive tjekket ind. Vi når kun lige at lægge hovedet på puden og trække dynebetrækket op til ørene da vi bliver råbt an fra en motorjolle. Vi kan ikke ligge her. Det er vist noget med at præsidenten har hus på øen og så har en af mændene en officielt udseende skjorte på og en AK47 i bunden af jollen. Der er ikke andet for end at hive ankeret op og sejle ind til havnen.

Nu har vi sovet et par timer og vi har været inde på havnekontoret og hos politiet. Så nu er det administrative på plads med visum i passet og Rainbow officielt ankommet til Djibouti.